Relationel sikkerhed er en af de mest afgørende – og samtidig mest undervurderede – faktorer i effektiv traumeterapi. For klienter med traumer er relationen ikke blot en ramme for behandlingen, men selve behandlingen. Uden oplevelsen af tryghed, forudsigelighed og følelsesmæssig tilgængelighed kan selv veldokumenterede terapeutiske metoder miste deres virkning.
I denne artikel udfolder vi relationel sikkerhed i traumeterapi ud fra både kliniske erfaringer og empirisk forskning – og giver konkrete redskaber til, hvordan terapeuter kan arbejde aktivt med dette fundament.
Hvad er relationel sikkerhed i traumeterapi?
Relationel sikkerhed refererer til klientens kropslige og følelsesmæssige oplevelse af, at relationen til terapeuten er tryg, stabil og ikke-truende. Det handler ikke kun om, hvad terapeuten siger, men om hvordan nervesystemet hos klienten responderer på relationen .
I traumeterapi er mange klienter præget af:
Tidlige tilknytningstraumer
Gentagne grænseoverskridelser
Manglende erfaring med regulerende relationer
Derfor kan selv subtile signaler – tonefald, pauser, blikke eller tempo – aktivere overlevelsesreaktioner som kamp, flugt eller frys.
Relationel sikkerhed skabes, når klienten igen og igen oplever, at:
Terapeuten er følelsesmæssigt tilgængelig
Grænser er tydelige og forudsigelige
Tempoet tilpasses klientens kapacitet
Den neurobiologiske og empiriske baggrund
Forskning inden for neuroaffektiv udviklingspsykologi og traumeforskning understøtter tydeligt betydningen af relationel sikkerhed i traumeterapi.
Stephen Porges' Polyvagal Theory viser, at socialt engagement og trygge relationer aktiverer det ventrale vagale system, som er afgørende for:
Affecting
Mentalizing
Integration af traumatiske minder
Empiriske studier peger på, at den terapeutiske alliance er en af de stærkeste prædiktorer for behandlingsudbytte – ofte stærkere end den specifikke metode. Dette gælder særligt i traumeterapi, hvor klientens nervesystem først skal opleve sikkerhed, før eksponering, narrative bearbejdning eller kropsorienteret arbejde kan lykkes.
Kliniske perspektiver: Relation før intervention
I praksis betyder relationel sikkerhed, at traumeterapi sjældent bør starte med “at gå ind i traumet”. I stedet starter arbejdet med:
Stabilizing
Ressourceopbygning
Relationel afstemning
Klinisk eksempel
En klient med komplekst udviklingstraume oplever gentagne gange at “lukke ned” under terapien. I stedet for at presse på med traumemateriale, sænker terapeuten tempoet, navngiver pauserne og inviter klienten til at mærke kroppen i rummet. Over tid begynder klienten at kunne registrere ubehag uden at dissociere – ikke fordi traumet er bearbejdet, men fordi relationen opleves som sikker.
Dette illustrerer et centralt princip i traumeterapi: Sikkerhed skaber kapacitet – ikke omvendt.
Praktiske strategier til at styrke relationel sikkerhed
Her er nogle konkrete, anvendelige tilgange, som kan integreres i daglig traumeterapeutisk praksis:
1. Regulér dig selv først
Terapeutens egen regulering er afgørende. Klientens nervesystem “scanner” konstant terapeuten for signaler om fare eller tryghed.
Spørg dig selv:
Er mit tempo roligt?
Er jeg følelsesmæssigt tilgængelig uden at være overinvolveret?
2. Tydelig rammesætning
Forudsigelighed skaber tryghed. Gentag rammerne for terapien, også selvom de virker indlysende.
3. Samregulating frem for konfrontation
I traumeterapi er relationel samregulering ofte mere helende end kognitiv indsigt.
4. Normalisér beskyttelsesstrategier
Når klientens reaktioner forstås som adaptive overlevelsesstrategier, reduceres skam og selvkritik.
Relational sikkerhed som etisk ansvar
At arbejde med traumer uden tilstrækkelig relationel sikkerhed kan utilsigtet retraumatisere klienten. Derfor er relationel sikkerhed ikke blot en klinisk teknik, men et etisk ansvar i traumeterapi.
Terapeuter med høj faglighed inden for traumeterapi ved, at heling ikke opstår gennem pres, men gennem gentagen erfaring af:
At blive mødt
At blive forstået
At være tryg i relation
Afsluttende refleksion
Relationel sikkerhed er ikke et trin, man “kommer videre fra” i traumeterapi – det er selve fundamentet, som al terapeutisk forandring hviler på. Når relationen opleves som sikker, kan klientens nervesystem gradvist åbne sig for integration, bearbejdning og udvikling.
Traumetrapi er i sin essens relationelt arbejde. Og netop dér ligger dens største helende potentiale.